
Glostrup Ungdomsråd: Unge med ideer mødes

| Niclas Møldrup, formand for Glostrup ungdomsråd |
I slutningen af 2010 lancerede Glostrup Ungdomsråd en ny kampagne under sloganet: ”Det er vores tid - vær med til at gøre en forskel”.
Formålet var primært at informere de unge i Folkeskolerne om Ungdomsrådet og spørge ind til, hvad de unge synes, der mangler af aktiviteter i Glostrup.
- I de forskellige klasser mødte vi en masse engagerede elever, som både stillede op med spørgsmål og kom med forslag til fremtidige projekter. Desuden har over flere hundrede elever valgt at melde sig ind Rådet, og på den måde støtte vores kamp for en positiv ungdomskultur i Glostrup, siger Ungdomsrådets formand Niclas Møldrup.
I dag har Ungdomsrådet mere end 250 medlemmer, heraf 11 i styringsgruppen. Det er fire gange så mange som sidste år. I samme tråd har Ungdomsrådet over 1.000 venner på Facebook.
Ung indflydelse
En lang række unge vælger således fortsat at støtte op og deltage i Ungdomsrådet og dermed få medindflydelse på ungdomslivet og kulturen i Glostrup – og ikke uventet er det især ungdomsfester, specielt for de 13-15-årige, som har den største interesse. Dette tema har Rådet arbejdet med siden opstarten.
- Denne kæmpe opbakning til Glostrup Ungdomsråd viser de unges ønske om at blive hørt af politikere og forvaltninger. Samtidig viser opbakningen også, at de unge, uanset om de er aktive i rådet eller ej, ønsker en forbedret ungdomskultur. De ønsker ungdomsarrangementer, flere muligheder og et bedre netværk imellem de unge i Glostrup, siger Niclas Møldrup.
Han er sikker på, at Rådets fremtid ser positiv ud, når det gælder de unges engagement i særligt styringsgruppen, som er Rådets bestyrelse og den aktive og styrende del af Ungdomsrådet. Formanden håber på, at der vil være et stort fremmøde til årets ungdomsrådsmøde, og understreger, at almindelige medlemmer kan melde sig ind og ud af Ungdomsrådet, som det passer dem hele året. Det er kun styringsgruppen, som er valgt for et år ad gangen.
Vil du vide mere?
Alle unge i Glostrup mellem 15 og 25 år inviteres til Ungdomsrådsmøde torsdag den 7. april klokken 18-19.30 i Ungdomscenteret, Ved Brandstationen 1.
Ønsker du at stille op til Rådets styringsgruppe kan du ringe til Glostrup Ungeguide på telefonnummer 30555682. Alle er velkomne – også selvom du ikke ønsker at være med i styringsgruppen, men bare vil støtte Rådet som almindeligt passivt eller aktivt medlem, passiv eller aktiv. Læs mere på ungiglostrup.dk.
